Adezzani Primitivo Merlot (Tarantino)

Dagens anmeldelse er sandsynligvis den, der er blevet planlagt med kortest varsel i bloggens beskedne historie. Ca. 1 1/2 time. Faktisk forholder det sig sådan, at vi i dag har to ting at glæde os over: ikke blot har bloggen fået hele 200 hits på lidt under en uge - dvs. siden sidst; det forholder sig desuden sådan, at Lars er blevet et år ældre (altså en dag ældre (altså har lagt mærke til det blev midnat (altså har noget vi kalder for fødselsdag))). Det betyder vist, at han lidt mere end normalt ska' dø.

Vi tænker allerførst på, at denne vin måske - kun måske - er lige så lumsk som den Australier vi sidste gang indtog som førstevin, og som efter ca. 1/3 flaske viste sig at være en sand forrædder. Til vores store glæde viser vinen sig at være mere end OK, den er faktisk behagelig nok, og vi er skrivende stund i gang med 2. liter. Faktisk næsten færdig. Grundet fødselsdagen har vi valgt at skorte lidt på reglerne og flexe pengemusklerne - det er lige netop 40 kr. pr. liter, dog på tilbud, men til gengæld er der tale om flasker på én liters vin de vin hver, som hedder noget med Tarantino. Fucking Tarantino. Etiketten sporter to stks. vinglas, hvis farver snurrer opad i tornadoer af lilla og rød; dvs. en perfekt vin at dele med en, der skal dø. Og det skal man jo.

Selve vinen sætter sig på en meget syrlig måde lige i den yderste kløft på tungen, men flytter sig hurtigt til en langt mere dyb, tilfredsstillende sødme længere inde, som man slet ikke har noget problem med at smage på, før man tager næste slurk. Denne vin kan faktisk godt nydes! Den udfordrer smagsmæssigt, men imponerer her på redaktionen ved faktisk at have noget at byde på udover enten fæl- eller finhed i første glas.
Fødselsdays aside, så kunne en aften og en liter af dette faktisk være en fordel. Efter to liter er dette stadig en relativt varm anbefaling.

1 liter, 14%, 40 kr. i SuppeBeast. 

  

Rosenburg Western Cape 2010

Vores første tanke er at denne vin forbigår alle vores vante faldgruber. Det er for nuværende en decideret god vin. Før vi begyndte på den,  indtog vi dog en madret indeholdende jalapeños, men det virker indtil videre ikke som om det har den store indflydelse.
Den er utroligt fruity, idet du oplever en mundfuld på størrelse med Montparnasse når du tager den første slurk, fyldt med alle frugter du nogensinde har spist. Den følelse aftager dog hurtigt, og herfra føles den overraskende blødt imod dit halsrør.
Det er en bedre vin end det er en dårlig en, men hvis du giver den til dine svigerforældre, så ville de spytte dig i ansigtet, hvis de turde bryde den skrøbelige sociale kode, som de til stadighed vil være underlagt. Den er god i forhold til, hvad det er vi har gang i. Det her ér jo en blog om lortevin, men hvis man kører efter samme standard som Vi her på redaktionen, så er den vel i virkeligheden anbefalelsesværdig.

13,5%, 30 kr. i Kaiwabungai

Sardelli Chianti 2009

Puha. Den EagleHawk fra lige før... At komme igennem den var lidt ligesom at møde Bossen i første runde af Mortal Kombat. Men vi tager en Retry og åbner næste flaske.

En Chianti. Så bliver det nærmest ikke mere Italiensk. Der er ikke et eneste forståeligt ord på etiketten, men vi plejer ikke at være blege for en udfordring. Flasken er nu meget flot, den tredjepæneste vi har tænkt os at drikke i dag. 

Den lugter lidt hen af vinafdelingen i en større fødevarebutik; den slags hvor vinen måske står lidt for tæt på sylten og den lagrede ost. Konsistensen er nu ikke så skidt, men den sætter sig lige omkring drøblen, så du bliver nødt til at lave et lille grynt for at kunne trække vejret. Lars mener den lugter af børnehave - den ligger sig sådan et sted midt imellem madpakke og tumlerum. Det er som om vinen overkompenserer ved at være uforholdsmæssigt kraftig i forhold til hvor tynd den er. Den vinbonde der har fremstillet vinen har sandsynligvis puttet mere aroma end vin i vinen, og kan sikkert også godt lide R.E.M. 

Prisen og den ikke voldsomme procent taget i betragtning er vinen bestemt ikke værd at købe, men er (som andre vine, vi her på redaktionen har kvalt os igennem) til at drikke. Det er en nødløsning, som fungerer bedst efter midnat og til et soundtrack, som du ikke selv har valgt. 

12, 5%, 36 kr. (!) i Supper Beast. 

  

Wolf Blass EagleHawk 2009

Vi troede vi havde fundet vinen med det sejeste navn da vi samlede en Reflexo Spartacus op fra Kiwi for et stykke tid siden, men nu viser det sig at vi tog fejl. Denne smukke skabning hedder EagleHawk, og er lavet af et firma, der hedder Wolf Blass. Altså tre megafede dyrenavne på meget kort tid. Ballin'. Det er en vin der har det æstetiske på sin side, men tiden må vise om indholdet holder samme høje standard.

Vinen gør tydeligvis Marc en smule giddy, men hans giddyness aftager efterhånden som en eksponentielt tiltagende surhed spreder sig i ganen. Lars tænker hurtigt, at det er en vin, som lidt for hurtigt bliver lidt for tung at drikke. Efter bare halvandet glas bliver den en smule kvalm og får et strejf af gæret Ewok over sig. Eaglehawk er ikke sådan sindssygt dårlig eller noget, den er bare lidt træg - ikke en vin, som vi i retrospekt ville have valgt at drikke som den første. Det er ikke mindst på grund af den tunge sødme og den lidt sure, blivende eftersmag. En relativt stor, men slatten vin. Den er billig og har høje procenter, men hvis den skal drikkes, skal det være sent på aftenen.

13,5%, 25 kroner i Kiwibåuz

P.S. Vi har på redaktionen undret os over om Wolf Blass kan sammenlignes med husblas, og at der så måske er ulv i, i stedet for hus? Men den er kanske ikke klæbrig nok

P.P.S. Her er et billede af en rigtig ørnehøg