torsdag den 15. august 2013

Yellow Tail 2012

I anledning af Kristen Stewart har vi i dag valgt at lave en såkaldt 'double feature' - vi drikker hhv. en Kænguru-Merlot og en Kænguru-Shiraz - og desuden bruge flere penge end vi ellers har gjort. Vinmarkedet er blevet støvsuget for røvbillige lortevine, så vi har set os nødsaget til at gå over det sædvanlige budget og købt to flasker til en samlet pris af 95 danske bobs. Vi har spenderbukserne på, så at sige. Men vi tager skam båwsen af senere. Først i møllen er Merlot'en, og vi glæder os (?) til at finde ud af om den mon smager af mere end 40 kr. Nuvel!

Yellow Tail Merlot (Jeltsin Vodka Light)

Selv fra flasken dufter den meget sprittet, og den første slurk afkræfter ikke denne fornemmelse. Den får Lars til at sprælle med gabet som en fish outta water.Vi vil igen pointere hvor sprittet denne satan egentlig er, og selvom man langsomt affinder sig med det jo længere ned man kommer i flasken, er det tvivlsomt at det har været vinbondens intention at fremelske en kummerlig, vedholdende bismag af billig vodka. Det kan være at det overdøver en endnu værre smag, der eventuelt er druebaseret - vi ved det ikke - men det virker allerede meget hårdt at skulle drikke en hel flaske af sprøjtet. Det sætter sig lige omkring solar plexus og gærer videre. 
Vi har et par kommentarer til nogle af de udsagn, der fremsættes på vinens bagsideetiket. Der står bl.a. at man har at gøre med en "approachable" Merlot, der har sin helt egen personlighed, og ikke mindst at den er alt hvad en god vin bør være. Hvis målet har været samme personlighed som den ubehagelige, højtråbende dranker på torvet, så er vi enige, men det tvivler vi på intentionen faktisk har været. Derfor konkluderer vi, at vi ikke fatter en brik. Den her vin kan pissemeget ikke anbefales. Vi har reelt svært ved at beskrive smag og duft, for den er bare primært sur og smager rigtig meget af sprit. Vi håber på en meget bedre (eller mere smagende) Shiraz. Don't go here, princess. Your wine is in another castle.

Yellow Tail Shirazzz (aka: Hold kæft jeg har ondt i mit solar plexus)

Aftenens anden vin har, allerede inden åbning, stramme vilkår, grunden til dette kan læses ovenfor. Det korte af det lange er at vores ganer har været bedre disponeret for vinsmagning end de er i skrivende stund. Vi er ikke sikre på om det øverste af vores smagløg er ætset væk i en sky af afsky, men vi tror det. Det her er en ilmarch med oppakning. Det' hel' sikker'.

På trods af, at vi er en smule medtaget af den første vin, vil vi tillade os at kalde denne vin for væsentligt mindre sprittet end den kære Merlot. Marc får mindelser om marcipan, og redaktionen er enig med sig selv om, at de modne røde bær og de krydderier som bagetiketten lover overhovedet ikke er til stede. Igen foreligger den mulighed, at vores smagsløg efter dagens 1. etape blot er bombet helt tilbage til Pompeiis undergang, men vi stoler på vores veludviklede smag for gærede 7.-rangs-druer. Kænguruhale smager væsentlig bedre som Shiraz end som Merlot. Man oplever en genkendelsens glæde i form af en velkendt pergamentoid smag, og så er der ganske enkelt vin i den her vin. Du bliver ikke overvældet, ikke undervældet. Bare vældet. Det er selvfølgelig stadig en lortevin, men det siger jo ikke så meget - du kan med en flaske af denne vin indenbords snildt tale dig ud af den første, akavede samtale med din nyerhvervede svigermor. Vi er af den overbevisning, at det er en Kænguru, der passer fremragende til absolut middelmådig væren. Hvis denne vin var et band, så var det Travis.*

*Sæt selv 'Flowers in the Window' på, drik Yellow Tail Shiraz, og bliv overbevist.

13,5%, 2 for 95 i Mølheks